Ansøgning om beskikkelse som censor
Via denne side kan man ansøge om beskikkelse som censor for Censorkorpset i datalogi for perioden 1. april 2026 til 31. marts 2030. Opslaget sker i overensstemmelse med Bekendtgørelse om censorordning og censorvirke (Censorbekendtgørelsen) BEK nr 920 af 04/07/2024
Ansøgningsfristen er Fredag, d. 31. oktober, 2025, kl. 12:00 (frokost).
Tekniske Problemer
Hvis man under ansøgning oplever tekniske problemer, bedes man sende en email til censorformanden herom.Kvalifikationer
For at komme i betragtning som censor i censorkorpset i datalogi kræves (§7)- aktuelt kendskab til uddannelsens grundlæggende faglighed, formål og metoder,
- specifik kompetence inden for et eller flere faglige delområder, som indgår i uddannelsen,
- aktuel viden om uddannelsens anvendelsesmuligheder, herunder kendskab til aftagernes situation og behov, og
- samme eller højere uddannelsesniveau som den uddannelse, hvor pågældende skal virke som censor.
Som ansøger ansat på et universitet vil det være en fordel med en betydelig erfaring som eksaminator, mens en aftagercensor forventes at kunne bidrage med specialistviden fra industrien.
Arbejdsopgaver
Fagligt set er der tale om censur af diverse former for skriftlige opgaver og mundtlige præstationer indenfor det datalogiske fagområde. Det er en del af ansøgningsformularen at angive de fagområder, man vurderer sig specielt kvalificeret til at censurere indenfor. Censuropgaver tilbydes og accepteres fra gang til gang. Universiteterne oplyser i de enkelte tilfælde om frister og øvrige betingelser, samt normering og dermed honorering.Ansøgningen
Efter en registrering som ansøger, som igangsættes nedenfor, modtager man via email et password, som anvendes i den videre process.Udover oplysninger om konkrete faglige kompetencer beder vi kun om de oplysninger, som ministeriet kræver. Nogle af disse oplysninger, som køn, fødselsdato (på formen dd/mm/åååå) og cv (pdf-format), er kun til ministerielt og statistisk eller ansøgningsmæssig brug og vil ikke senere blive offentliggjort på censorkorpsets hjemmeside, mens resten vil - dvs. kontakt- og kompetenceinformation. Indsendelse af ansøgning vil blive fortolket som accept af dette.
Bemærk at man skal angive sit fulde navn. Det er ikke tilstrækkeligt med en del af navnet, eller det navn, man ønsker at blive kaldt. Det skal være det fulde navn (som det optræder i ens pas). Feltet "alias" kan anvendes, hvis man finder det hensigtsmæssigt at optræde med et andet navn i censorlisten. Hvis man f.eks. normalt anvender sit mellemnavn som fornavn, kan det måske være svært at finde én i en alfabetisk liste med fulde navne.
Krav til cv
Det er naturligvis væsenligt at ansøgers kvalifikationer tydeligt fremgår af cv'et. Følgende væsentlige punkter bør beskrives - nogle i højere grad for universitetsansatte censorer og nogle i højere grad for aftagercensorer:- Alle opnåede grader angivet med fagområde, dato og universitet.
- Seneste relevante ansættelser med titel, sted og tidsperiode.
- Tidligere beskikkelsesperioder samt konkret erfaring som censor.
- Erfaring som eksaminator/kursusansvarlig.
- Industriel eller anden specialistviden.
Cv'et skal være i pdf-format og må maksimalt fylde 2 Mb.
Vejledning til udfyldelse af formular
Enkelte ting, der måske ikke er helt indlysende eller selvforklarende:Navn: Ministeriet kræver, at man angiver sit fulde navn.
Alias: Et evt. navn, man normalt bruger i stedet for sit fulde navn.
Fødselsdag: Format dd/mm/åååå.
Kandidatgrad: Der kræves en relevant kandidatgrad for at blive censor. Feltet er præudfyldt med den mest almindelige grad. Ret om nødvendigt. Angiv den mest relevante grad. Oplysninger om øvrige grader, bifag, sidefag, mm. henvises til cv'et.
Stilling: For universitetsansatte brug stillingskategorien uden yderligere fagområdeangivelse. Dvs. professor, professor mso, lektor, lektor mso, adjunkt, osv. Øvrige detaljer kan inkluderes i cv'et.
Arbejdssted: Angiv firmaets eller universitetets danske navn. Ønsker man at angive en underafdeling eller institut, kan næste felt benyttes.
Adresseinformation: Man kan angive en postadresse hvis man ønsker, men det er ikke et krav. Dog skal der angives postnummer, by og region til brug under censorallokering. Hvis der angives en postadresse bør postnummer og by være svarende til denne.
Genansøgning: Du bedes angive om du p.t. er beskikket censor i datalogi.
Ansættelse: "Andet universitet" kan her f.eks. være et udenlandsk universitet. Den sidste mulighed, "Ikke universitet", dækker over alle ikke-universitetsansættelser - dvs. ansættelser i industrien, gymnasieskolen, statsadministrationen, osv.
De faglige kompetencer er opdelt i indledende og videregående emner, typisk svarende til niveauet på hhv. bachelor- og kandidatuddannelserne.
Udvælgelsesprocessen
Beskikkelsen foretages af Uddannelses- og Forskningsministeriet efter indstilling fra censorformandskabet.At man opfylder kravene ovenfor er ikke altid tilstrækkeligt til at blive udvalgt, da der er ministerielle udskiftnings-, sammensætnings- og dækningskrav, lige som størrelsen af korpset skal begrænses for løbende at opfylde anvendelsesmål.
Efter behandling af ansøgninger indstiller formandskabet en række kandidater til ministeriet. Resultatet formidles tilbage til de enkelte ansøgere via formandskabet.
Kun ansøgninger, der opfylder kravene stillet på denne side, vil blive realitetsbehandlet.
Forbehold
Da beskikkelsen foretages af ministeriet, kan vi ikke sige noget om, hvornår resultatet foreligger, men vi vil videresende, så snart det gør.Opbevaring af data
De oplysninger, der afgives ifm. ansøgningen, videregives til ministeriet og gemmes så længe det er nødvendigt for ministeriet mhp. at afgøre beskikkelsesresultatet. For de ansøgere, der opnår beskikkelse, vil ansøgningsoplysninger blive gemt ind til afslutningen af den 4-årige periode, beskikkelsen varer. Kontaktinformation som navn, adresse, email og hjemmeside, samt faglig kompetenceinformation, vil blive gjort tilgængelig på korpsets hjemmeside mhp., at institutioner kan søge sig frem til kvalificerede censorer til specifikke opgaver. Indsendelse af ansøgning anses som samtykke til disse betingelser.Ansøgning
Man skal først bede om et password, der skal valideres. Derefter kan man udfylde selve ansøgningen. Alle krævede felter skal være udfyldt, for at man kan sende.Svar på diverse spørgsmål
- Jeg får beskeden "Der er gjort et forsøg på at opdatere oplysninger uden en forudgående succesfuld validering af brugernavn og password". Kan jeg regne med, at min ansøgning er modtaget?
-
Nej, den er ikke modtaget. Du vil kunne få denne fejl, hvis du f.eks.
kopierer dit link til en anden browser eller måske går fra din ansøgning
et stykke tid, så din session tabes - f.eks. fordi din laptop midlertidigt
mister forbindelsen til dit trådløse netværk. Du må desværre starte forfra.
Det password, du modtog, kan stadig bruges. Først når du får beskeden
"Tak for din ansøgning", er alt i orden.
- Kan jeg ikke bare klikke på "genbeskikkelse"?
-
Det er observeret gennem mange år at rigtigt mange aldrig
opdaterer deres information - selv ikke kritisk kontaktinformation som
email-adressen.
Derfor er denne mulighed fravalgt, så alle får opdateret deres information påny.
Desuden er det tvivlsomt, om det vil være korrekt at tillade en
"genbeskikkelsesknap". Alle søger på lige fod, og begrebet "genbeskikkelse"
er kun relevant i og med, at ministeriet kræver 25% nybeskikkede.
- Jeg har ikke tid længere - vil du fjerne mig fra censorlisten?
-
Hvis du ikke søger om genbeskikkelse, vil du ikke optræde på den nye liste,
der træder i kraft pr. 1. april 2026. Ind til da håber jeg, du kan leve med
at figurere på listen, da det kræver en ministeriel henvendelse at fjerne
en person i løbet af en beskikkelsesperiode.